Hos nogle kvinder hænger brysterne allerede fra puberteten, men som regel er det en følge af graviditeter og amning eller en følgevirkning til stort vægttab. Et brystløft kan i den situation være en god løsning eventuelt i forbindelse med brystforstørrende operation med implantater, såfremt der ønskes mere fylde.
Har man for store bryster der hænger og fysiske gener i forbindelse med dette, er det som regel nødvendigt at foretage en brystreduktion samtidigt med brystløftet, idet man ellers ikke vil kunne opnå et smukt og harmonisk resultat. Dette vil føre til en reduktion af brystvolumen og mindre fylde.
Brystløft alene er en løsning, hvis du er tilfreds med den fylde du har, men at du synes brysterne hænger for meget. Typisk vil der være for meget hud i forhold til volumen. Ved et brystløft flyttes brystvorteområdet op til den naturlige og ønskede placering på brystet, samtidigt med at brystet strammes op ved at fjerne den overflødige hud. Alle arrene ved et brystløft vil blive placeret under og omkring brystvorten, så de synes mindst muligt med tiden. Afhængigt af hvor udtalt brystet hænger, kan der anvendes forskellige teknikker, hvor der ved det mindste brystløft alene kommer ar rundt om brystvorten (cirkulært løft) , mens et stort brystløft vil medføre et anker ar. En mellemløsning kan være lollipop-løft, hvor du får et ar omkring brystvorten og et lodret ar ned til folden under brystet. Du vil ved konsultationen få vist før – og efter billeder af arrenes placering.
Da man under operationen gennemskærer en del udførselsgange fra mælkekirtlerne, kan evnen til at amme et barn blive nedsat som følge af operationen.
Ved forundersøgelsen taler du med plastikkirurgen om dine ønsker, og du vil blive undersøgt, for at det kan afgøres, hvilken operation der kan tilbydes og om du kan få det resultat du ønsker. Der er flere ting, der skal besluttes, herunder hvor arret skal placeres, dvs. hvilken type løft der behøves. Det er vigtigt at huske at brystet IKKE bliver større ved et brystløft. Der fjernes kun hud og dermed bevarer du dit brystvolumen, men brystet bliver ”strammet op”.
Et lille brystløft kan foretages i lokalbedøvelse og du kan komme hjem kort efter. Et stort brystløft foregår i fuld bedøvelse og du kan tage hjem samme eftermiddag/aften.
Selve operationen varer ca. 1,5-2 timer. Selve brystvorteområdet flyttes op og reduceres, men bevarer sin forbindelse til det underliggende kirtelvæv. Ved operationens afslutning vil du få en bh på, som passer til den nye størrelse. Denne bh skal du anvende døgnet rundt i 3 måneder.
Fuld bedøvelse: Når operationen er afsluttet, køres du til opvågningsafsnittet, hvor du observeres af vores opvågningssygeplejerske, indtil du er tilstrækkeligt vågen og kan komme hjem. Under operationen er der anlagt lokalbedøvelse, som bevirker, at du har relativt få smerter de første 4-6 timer efter operationen. Efterhånden som effekten af lokalbedøvelsen aftager, skal du tage smertestillende medicin, så dine smerter holdes på et minimum. Der bliver sørget for lidt mad og drikke, og når du er vågen, kommer kirurgen og informerer dig om operationen, vurderer brysterne og mærker efter om alt ser fint ud.
Vi vil gerne se dig til kontrol 2 uger efter operationen og igen 3-6 måneder efter operationen.
Huden er syet med en tråd som forsvinder af sig selv, men du skal komme til en kontrol, hvor vi ser, at alt er, som det skal være, og du vil have lejlighed til at stille spørgsmål.
Clinique One tilbyder finansiering til din ønskede operation.
Vi accepterer Mobilepay og kreditkortbetalinger direkte i klinikken.
Læs info og politik under betaling.
Vi har et samarbejde med Sundhed+, der tilbyder skræddersyede kreditløsninger, der passer til dine behov.
© Clinique One – 2024 | Handelsbetingelser | Yderligere patient info | Financering